SKI lemper betingelser i tablets-udbud
På baggrund af input fra markedet har SKI valgt at genudbyde et udbud for tablets med justeret udbudsmateriale. Formålet er at sikre en attraktiv aftale for de offentlige kunder, oplyser SKI.
Selvom det meste af udbudsmaterialet er uændret, er SKI udbudsretsligt forpligtet til at annullere det hidtidige udbud, justere materialet og genudbyde det.
Markedet for tablets er domineret af store, globale producenter, og leverandørerne på det danske marked har begrænset indflydelse på produktions- og leveringsforholdene.
Justeringerne af udbudsmaterialet betyder samlet set, at både kunder og leverandører får en bedre aftale, understreger udbudsdirektør i SKI, Christian Lunding.
- De input, vi har fået i udbuddets spørgsmål/svar-fase gør, at vi har valgt at lempe en række betingelser, så de i højere grad stemmer overens med vilkårene i det konkrete marked. Det gælder blandt andet bodsbetingelserne, da bod til leverandørerne i denne kontekst ikke vil kunne virke adfærdsregulerende.
Yderligere to kommuner med
Christian Lunding peger på, at selv en lille bod vil ramme leverandørerne på det danske marked hårdt uden at skabe den ønskede værdi for kunderne på aftalen:
- Det risikerer i sidste ende at resultere i unødigt høje priser på aftalen, fordi leverandørerne bliver nødt til at indregne dækning af eventuel bod i tilfælde af leveringsudfordringer, der skyldes producenterne. Derfor har vi blandt andet valgt at lempe på nogle bodsbetingelserne, så de i højere grad understøtter muligheden for at sikre bedre priser til kunderne. I samme ombæring har vi haft mulighed for at imødekomme nye kunder, der ønskede at tilslutte sig aftalen. Det har ført til, at yderligere to kommuner er kommet med.
SKI har i det justerede udbudsmateriale tydeligt markeret tilpasningerne, så tilbudsgiverne nemt kan se dem. Det meste af udbudsmaterialet er dog uændret, og det er SKI’s vurdering, at tilbudsgiverne kan fortsætte eventuelt påbegyndt tilbudsarbejde.
Den nye tilbudsfrist for potentielle leverandører er den 15. januar 2021 kl. 13.00. Det er fortsat forventningen, at aftalen vil være klar til brug den 13. maj 2021.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.